How to guides

Lakering af trægulve

Behandl dit trægulv med gulvlak og få en stærk og holdbar overflade

Hvis uheldet er ude og du spilder fx rødvin, rødbedesaft eller lignende på gulvet, så behøver du ikke gå i panik. Med et lakeret trægulv er du i stand til at fjerne væsker nemt og hurtigt med en hårdt opvredet klud uden det efterlader mærker på gulvet.

En overfladebehandling med gulvlak giver nemlig trægulvet en stærk og holdbar overflade, der er let at rengøre i det daglige. Dette skyldes, at lakken forsegler og beskytter gulvet ved at lægge sig som en solid hinde/film oven på træet. Derved får gulvet en meget glat og vandresistent overflade, som tåler slid, snavs og spild.

Det smukkeste og mest holdbare resultat opnås ved at foretage 2-3 lakeringer af det pågældende trægulv. Præcis hvor mange år gulvet holder afhænger af valget af lak og hvor meget slid gulvet udsættes for.

Valg af gulvlak

Når du skal vælge en gulvlak til dit trægulv, så er der især tre faktorer, man skal tænke på: hvor meget slid gulvet udsættes for, træsorten og hvilket look der ønskes.

Der er stor forskel på hvor meget slitage et gulv udsættes for. Derfor gælder det om at vælge en lak med den rette slidstyrke og her er det afgørende om gulvet bruges privat eller erhvervsmæssigt. Der er alt andet lige et noget højere slid på et kontor- eller butiksgulv som betrædes med sko, sammenlignet med et stue- eller køkkengulv i ens private bolig.

Nogle træsorter, eksempelvis eg, har desuden et højt indhold af garvesyre og har derfor tendens til at blive mørkere, når det bliver behandlet med trælak. Det er derfor vigtigt at teste lakken på et mindre, ikke-synligt område af gulvet og lade den gennemhærde, så man ved, hvilket færdigt resultat man opnår.

Gulvlak fås desuden i forskellige glansvarianter, som spænder fra helmat til helblank. Kort sagt, jo højere glans, jo mere kommer gulvet til at skinne. Så er du mest til en overflade, man næsten kan spejle sig i, eller foretrækker du i stedet en mere mat overflade med ’usynlig’ lak? Det er udelukkende et spørgsmål om smag og behag.

Vandbaserede gulvlakker uden NMP

Vores miljøvenlige gulvlakker, Trip Trap Gulvlak og Trip Trap Heavy Performance, er hurtigtørrende, nemme at påføre og giver en ikke-gulnende overflade. De har en stor slidstyrke og er samtidig vandbaserede og 100% fri for NMP. Men hvad betyder det helt præcis?

NMP er et organisk opløsningsmiddel, der normalt anvendes ved fremstillingen af vandbaserede lakker til trægulve. NMP har en meget lille indvirkning på miljøet, det nedbrydes let biologisk og det fordamper helt under tørringen. Men tidligere undersøgelser har vist, at NMP kan have en skadelig effekt på ufødte børn, hvis den våde lak absorberes gennem huden. Det er altså kun under selve lakeringen af trægulvet, at der kan være en risiko. Vores Trip Trap gulvlakker er derfor 100 % NMP-frie netop for at eliminere enhver risiko.

Hvis man ønsker at opnå et så lyst look som muligt, så er det en god idé at grunde trægulvet før en overfladebehandling med trælak. Til dette formål har vi udviklet den vandbaserede, hurtigtørrende og meget slibbar trægrunder, Trip Trap Grundlak, som mætter og lukker træets porrer. Den er ideel til grunding på alle nye eller nyslebne trægulve og anvendes kun, hvor der efterfølgende lakeres med vandbaserede Trip Trap gulvlakker.

Daglig rengøring af lakerede trægulve

Til den daglige rengøring anvendes støvsuger, kost eller tørmoppe. Når gulvet vaskes, anvendes Trip Trap Laksæbe, som er et pH-neutral rengøringsmiddel. Anvend så lidt vand som muligt.

Regelmæssig vask af lakerede trægulve med Laksæbe gør gulvet smukt og rent at se på, da sæben nemt og effektivt fjerner skidt og snavs fra overfladen uden at påvirke selve lakken. Da Laksæben ikke efterlader nogen pleje­film på træets overflade, kan man vaske det lakerede gulv så ofte, det er nødvendigt.

Vi fraråder på det kraftigste at rengøre et lakeret trægulv med brun sæbe, som er stærkt basis og har en høj pH-værdi. Regelmæssig rengøring med brun sæbe vil nemlig nedbryde lakken over en længere periode og derved ødelægge trægulvets overfladebehandlingen.

Hyppigheden af vedligeholdelse afhænger af, hvor meget trafik/slitage det lakerede gulv bliver udsat for.

Regelmæssig pleje af lakerede trægulve kan foretages med Trip Trap Lakpleje. Lakplejen forlænger kort sagt levetiden på både lakken og trægulvet, og kan derfor udskyde en eventuel genlakering af hele gulvet.

Hvornår trænger et trægulv til ny lak?

Da det er nærmest umuligt at pletreparere ridser eller skader i overfladen på et lakeret gulv med flot resultat, vil det kræve en genlakering af hele gulvet, inden lakken slides helt igennem. Du kan tydeligt se, når den gamle gulvlak er ved at være godt slidt, da overfladen får en meget mat og ridset overflade.

Gode råd til pleje af lakerede trægulve
  • Hvis der er kommet sorte gummistreger på dit lakerede gulv, så kan du prøve at fjerne dem med et helt traditionelt hvidt viskelæder. Vask området med Laksæbe bagefter.
  • Sørg altid for at skåne det lakerede gulv ved at putte filtdupper under møbler. På den måde får du glæde af gulvet længst mulig.